Historie
Dianalund/Tersløse Håndboldklub, i daglig tale DTH, blev officielt stiftet d. 3. april 1990, efter en ”prøvetid” på to år. DTH er nemlig en sammenlægning af håndboldafdelingerne under hhv. Dianalund Idrætsforening (DIF) og Tersløse KFUM. I dag eksisterer Tersløse KFUM ikke længere, og der har ikke været håndbold under DIF siden DTH blev stiftet. DTH’s første formand var naturligt nok Ilse Pedersen, som også var formand i Tersløse KFUM. Den dag i dag har der faktisk været flere kvinder (fire) end mænd (tre) på formandsposten, omend mændene dog sammenlagt har siddet længst.
Formandslisten ser således ud:
1988-1990 Ilse Pedersen
1990-1992 Sigrid Simonsen
1992-2000 Kaj Jørgensen
2000-2004 Jette Schubert
2004-2007 Inge Laursen
2007-2008 John Karlsen
2008-2014 Rico Jørgensen
De første to-tre sæsoner lå man på et medlemstal på knap 200, mens det siden har ligget nogenlunde stabilt mellem 100 og 150, og altid med en overrepræsentation af mandlige håndboldspillere.
I 1996 fik man sit første elite-hold i ungdomsafdelingen, idet U16 Drenge (dengang Herre Junior, årgang 1981-1982) kvalificerede sig til elite-rækken. Holdet klarede det også sæsonen efter, og der skulle derefter gå hele 15 år inden man igen i 2012 kvalificerede et ungdomshold til en lukket række. Her var det U18 Drenge, som klarede sig gennem nåleøjet til 2. division.
Hvad angår senior-håndbold i DTH, så har herrene indtil 2004 aldrig ligget højere end serie 2. Netop i 2004 indgik man holdfællesskab med Løve-Høng Håndbold, og på fire sæsoner lykkedes det fællesskabets bedste hold at rykke op i 3. division, og endda overleve i rækken, inden DTH i 2008 trak sig ud af samarbejdet. Det betød, at DTH måtte starte fra ”scratch” i serie 2, men derefter gik det slag i slag, da man fik hele 10 divisionsspillere med tilbage til DTH. Fire oprykninger i træk betød 2. division, og når sæsonen 2013/2014 begynder, vil divisionsreserverne ligge helt op i kvalrækken, samtidig med at tredjeholdet har løftet sig op i serie 2.
Dame senior-håndbold i DTH har altid levet en omtumlet tilværelse. For det første har håndbold i Dianalund mest været en drengesport, og for det andet har klubben altid huseret i de lavere serier, og indtil 2010 aldrig haft mere end ét damehold ad gangen. Afdelingen ”toppede” med tre hold i 2011/2012, med en oprykning til serie 2 til følge. Her havde DTH heller aldrig været med damerne, så sæsonen 2011/2012 var på mange måder historisk for DTH.
De seneste fem sæsoner, siden udtrædelsen af holdfællesskabet, har DTH’s seniorafdeling præsteret hele ni oprykninger. En anden årsag til udtrædelsen var det dengang vigende medlemstal. Det nåede et lavpunkt i 2008, hvor DTH kun havde 67 registrerede medlemmer, men udviklingen blev vendt, og i 2013 kunne klubben notere sig endnu en ny medlemsrekord, idet hele 228 håndboldspillere har været aktive i løbet af sæsonen. Året før var også rekord, idet man for første gang brød den ”magiske” grænse på 200 medlemmer. Mere nøjagtigt 213 dengang.
Som levn fra Tersløse KFUM er DTH stadig medlem af KFUMs Idrætsforbund, omend vi ikke er så aktive den vej rundt. Klubben er også tilsluttet DHF, HRØ og DGI. Repræsentationen i DGI’s turneringer har været mest tydelig ift. mini-holdene (U8 Mini Mix), og når enkelte hold var med i udendørs turneringer foregik det også i DGI-regi. Ellers har man holdt sig til HRØ (SHF indtil 1. januar 2011). Udover tre gange at have kvalificeret et ungdomshold til en lukket række, har man vundet 13 sjællandsmesterskaber.
I skrivende år (2013) har DTH altså uofficielt 25-års jubilæum, men vi venter nok lige et par år med at fejre det, da det jo retteligen først er i 2015, vi har eksisteret et kvart århundrede.